“Hvad fanden sker der?” Og andre tiltag.

Vi tager vores ansattes psykiske (og fysiske) velbefindende alvorligt. Og derfor har vi, i en håndfuld år nu, arbejdet aktivt med at skabe en tryg arbejdsplads - et trygt rum for vores ansatte. Og for vores gæster.

Sagen er den at vores, især kvindelige ansatte, dagligt oplever grænseoverskridende adfærd fra gæster og det er vi sådan set ved at være virkelig trætte af. Tænk at man som kvinde med et tjenerjob ikke kan vide sig sikker på om dette nu er dagen, hvor man skal tales grimt tid, tales nedladende til eller tales til på en ubehagelig sexistisk måde. Det er fandme utroligt, at der stadig findes sådanne primitive mænd i vores samfund.

Men det er altså vores virkelighed og derfor har vi lavet nogle tiltag for at komme problemet til livs.

Læs herunder.

Hvad er en bordkaptajn?

Det er en der tager et lille, men vigtigt, ekstra ansvar for at aftenen bliver nice. En der har sat sig ind i hvad det er for et sted selskabet er gæster hos, og som er villig til at støtte op om det fælles humør.

Og HUSK at det ikke forhindrer dit selskab i at være selskabeligt og festligt.

Som bordkaptajn må du gerne vokse lidt i højde eller hen over skuldrene med denne tildeling af ansvar. Vær den og bær den på din måde. Se det som en ære, at du er en som vi regner med og stoler på.

En som forstår at det er et ‘VI’ der eksisterer på restauranten. De ansatte, de andre gæster, jer i selskabet - alle er her med et ønske om en god aften. Vær lidt opmærksom på om alle egentlig har det godt. Scan rummet i ny og næ. Der kan faktisk lægge en ekstra oplevelse gemt her.

En bordkaptajn siger respektfuldt fra over for respektløs snak - særligt hvis det kommer for eget bord. Tjenere i vores branche oplever det desværre for meget, og det vil vi gerne prøve at forbedre.

Vores tjenere ved at de har en særlig allieret på bordet i bordkaptajnen, hvis nu det skulle blive nødvendigt.

Ellers er alt som det plejer.

Vi tester det af i en periode og kom endelig med forslag til rolle og fremgangsmåde når vi på et tidspunkt beder dig om at evaluere den del af oplevelsen.

Fra os til jer

Hvor er det bare dejligt, at du er interesseret i at læse med her.

Vi gør os umage for, at vi alle – på lige fod – får en fest når du er på besøg.

Vi drømmer om at arbejde i et trygt rum. Og dette rum skaber vi sammen.

Derfor siger vi fra, hvis vi føler, at vores grænser bliver overtrådt,

og det håber vi også, at I vil gøre.

Lad os sammen have en fest, for vi er her, fordi vi godt kan lide det.

Det håber vi også, du kan.